stryger.dk

Edison er citeret for at have sagt at geni er en procent inspiration og 99 procent perspiration.

Citatet bliver ofte brugt til at understrege hvorfor der er så langt fra den gode idé til den gode forretning. De færreste idéer kan sendes direkte på markedet, men det behøver ikke at være så anstrengende som nogen tror. I Edisons tilfælde havde han prototypen af glødelampen der fungerede, men tråden brændte alt for hurtigt over, og der er ikke meget fidus i en pære der skal skiftes efter fem sekunder.

En opfinder eller en medarbejder med en god idé står med samme udfordring som Edison. En idé - endda en god idé - er ikke meget værd, hvis man forsøger at sælge den for tidligt. Havde Edison banket på døren i en virksomhed, og sagt: “Jeg har en god idé hvor man laver strøm om til lys i en glasbobbel, alle husstande kommer til at have adskillige af dem!” Hvor mange gange tror du så han havde gået forgæves?

Med en prototype i hånden, der muligvis brænder over efter fem sekunder vil lidt flere virksomhedsledere kunne se fornuft i produktet. Til sidst når pæren lyser på livet løs, vil de fleste kunne se fornuften i det (der er stadig en del der er for snævertsynede til at se gode idéer, derfor gik Beatles og J. K. Rowling forgæves ved de første forsøg på at sælge deres værker), men

En god idé skal masseres, ændres tilpasses og udvikles inden den sendes på markedet, og jo mere man har arbejdet med idéen,  jo tættere den er på markedet, desto mere er den værd. På nettet dukker jævnligt websites op, der samler idéer op, og vil parre dem med virksomheder. Et prisværdigt initiativ, men det er en hård opgave at sælge råidéer. Ifølge “Universal Industrial Success Curve” skal der 3000 råidéer til at få 1,7 nye produkter på markedet, hvoraf 1 bliver en succes.

Når opfinderen bruger lang tid hjemme ved skrivebordet, eller i sit værksted med at forfine idéen er det tid og usikkerhed virksomhederne sparer. Opfinderne skal blot huske, at indarbejde produktionsomkostninger, markedsattraktivitet, markedstest ind i sit arbejde, og det er svært for mange opfindere, da de er mere forelskede i idéen end i markedspotentialet.

Fra virksomhedens synsvinkel er opfindere og idémagere fantaster og halvtosser, der rabler løs om ting der bliver det helt store i fremtiden, og statistisk set vil det meste være værdiløst, men ville det ikke have været fedt at have sagt ja til Skype-drengene - Morten Lund turde - tør du?

Skråsikre chefer bremser innovationen.

Hvis du er chef og ved bedst, har du sikkert ikke læst dette indlæg. Hvis du arbejder i en virksomhed hvor direktøren ved det hele, kan fremtidsudsigterne være dystre.

Der er flere årsager til at bedrevidende chefer kan bremse innovationen.

• Chefen har valgt medarbejdere der er dårligere end ham selv til at få idéer og føre dem ud i livet
• Chefen vælger hvilke idéer, der skal føres ud i livet
• Medarbejderne vælger idéer chefen bedst kan lide, eller idéer de tror chefen bedst kan lide

Hvis chefen vælger medarbejdere, der ikke er i stand til at udfordre ham, er han selv ude om det. Hvis bestyrelsen vælger en direktør, der ikke forstår at sammensætte et team, er den selv ude om det. Hvis aktionærerne ikke holder bestyrelsen i ørerne, er de selv ude om det. Hvis folk køber aktier i firmaer… osv. Der er sikkert mange virksomheder, der lider under dårlige direktører, men heldigvis plejer den slags ledelse at udrydde sig selv.

De to nederste giver ikke nødvendigvis problemer. Hvis chefen er iværksætter, er det hans penge der skal betale for udviklingen, og så må han helt selv bestemme hvilke idéer han vil føre ud i livet. Det er ham der betaler gildet. Hvis medarbejderne vælger idéer baseret på tro - i stedet for at prøve idéerne af på kunderne, er der en mindre ledelsesmæssig udfordring.

Hvis chefer altid var bedst til at finde vinderne iblandt de hundredvis af idéer, der skal til før man har et nyt produkt, var der ingen grund til at have udviklingsafdelinger. Det giver god mening at chefer sætter rammerne for udvikling, men hvis de vil bestemme det hele, skulle de hellere overlade roret til en anden person med bedre overblik.

Når forandringens vinde blæser…, dog eats dog osv.  Det er ikke svært at finde ordsprog, der passer til den nuværende situation, men hvad skal man dog gøre, hvis man ikke har lyst til at være den andens brød, ikke er i vindmølleindustrien, og ikke har lyst til at der står hund på menuen.

Forleden viste DR2 dokumentarfilmen Stranded, om flyulykken i Andesbjergene, hvor de overlevende var nødt til at spise deres døde kammerater for at overleve. Historien blev fortalt af de overlevende selv, og var en sober beskrivelse om de lidelser og valg de 16 overlevende af de 49 måtte gennemgå før de blev reddet.

Med blik på den nuværende krise, var der flere interessante paralleller. Størstedelen overlevede det oprindelige flystyrt, men 16 døde mens de ventede på at blive reddet. Som med andre overlevelsesberetninger døde folk når de gav op. Roberto Canessa fortalte om sin egen kamp mod modløsheden og panikken. Citeret fra hukommelsen: ”Når det ser allermest sort ud, man er i panik og ikke aner sine levende råd, skal man bare lige vente lidt, så kommer der en løsning”.

Tænk på det, hvis jobbet ryger, friværdien forsvinder, bilen bliver usælgelig – eller hvad der end kan tilstøde i den næste tid. Det er kun en fase, og andre har overlevet langt værre ting end den smule modgang den nuværende krise kan byde på. Det kræver at man finder styrken til at stå imod, og ikke lader sig rive med af den kollektive depression, der fejer henover medierne hver dag.

At skrue ned for nyhedsstrømmen er ikke det samme som at nægte at se tingene i rette perspektiv, men man skal være en stor optimist for ikke at blive revet med ned af eksperternes dommedagsprofetier. De samme ”profeter” var dem der for to år siden, gav indtryk af at opturen ingen ende havde, og at samfundet lagde an til en blød landing. Folkestemningens sirener gør dig ikke i bedre stand til at klare udfordringerne.

De fleste virksomheder vil komme igennem krisen uden for alvor at blive truet på eksistensen, men der er nogen der har mistet 90% af omsætningen, ikke kan se nogen som helst vej ud af moradset, men den er der. Hver krise har sine vindere, og det er ikke nødvendigvis dem der er stærkest på vej ind, der kommer stærkest ud – Det drejer sig om tilpasningsevne, og det kan være svært for store virksomheder. Små og mellemstore virksomheder kan sagtens klare den, hvis de er villige til at gøre det der skal til.

Hvad er din plan for at overleve finanskrisen? Vente på at nogen redder dig, og hvor længe? Spise dig mæt i dine nærmeste? Eller tager du kampen op? Enhver virksomhed har muligheden for at genopfinde sig selv – det kræver kreativitet og is i maven. Nokia begyndte at producere elektronik, da de ikke længere kunne se forretning i gummistøvler og tømmer – hvad gør du?