Sublime idéer har en tendens til at blive uforstået - ikke misforstået men uforstået.
Når idémagere skaber nye produkter giver de sjældent mening før verden har taget dem til sig.
I sin blog på Politiken giver Niels Lunde indtryk af at René Redzepis udskældte ledelsesmetode, er afgørende for Nomas succes, men det er at vende tingene på hovedet. Forudsætningen for succesen er at René Redzepi har en uovertruffen kreativitet, og at resten af Nomas ledelse og investorer lader ham løbe linen ud. I min optik er det René Redzepis kreativitet, og ubønhørlige krav til kvalitet - der gør den store forskel.
Mad pakket ind i mælkeskind var ikke kommet på menuen, hvis ikke man lod superkreative kokke løbe linen ud. Disse kokke eksperimenterer og skaber nye madoplevelser, man ikke havde drømt om for få år siden. Nogle af dem gør det på trods af deres åbenlyse mangel på ledelsesmæssige kompetencer. Når jeg går en tur i skoven, har jeg mest respekt for de hundeejere der kan styre deres hunde med et lille vink og et fløjt, ikke dem der går rundt og råber og skriger.
Noma er blevet en succes på grund af kreativiteten og på trods af ledelsesmetoden - ikke omvendt.





